Når tv-kanalerne skifter plads
Natten til den 1. november skiftede alle tv-kanalerne plads. Det skyldes, at teknikerne var nødt til at flytte rundt på frekvenserne for at finde plads til de mange nye digitale tv-kanaler.
Kanalerne skal derfor genindstilles. De fleste digitale modtagerbokse finder selv kanalerne igen og lægger dem ind på tv’et, når kanalerne skifter plads. Det samme gælder tv, der har en indbygget digital modtager.
Men nogle gange sker det ikke automatisk. Hvis det ikke sker automatisk, er der følgende løsningsmuligheder:
- Hvis du ikke kan finde kanalerne, skal du først slukke for strømmen til udstyret og tænde igen efter nogle minutter.
- Hjælper det ikke, skal du have fat i brugsanvisningen og finde det afsnit, der beskriver, hvordan man finder tv-kanalerne.
- Hvis du stadig ikke kan finde de ønskede kanaler, skal du gå tilbage til fabriksindstillingerne, dvs. du skal nulstille alle indstillinger på udstyret, så udstyret er, som da det blev købt. Herefter skal du indstille de grundlæggende funktioner, herunder valg af sprog. (Først når man bl.a. har foretaget valg af sprog på ny, er fabriksindstillingerne indstillet igen.) Når dette er gjort, skal du foretage en kanalsøgning (automatisk eller manuelt).
- Hvis du stadig ikke kan finde kanalerne, er der sandsynligvis et problem med den digitale modtagerboks. Boksens software og/eller hardware kan være fejlhæftet. Så skal du henvende dig til forhandleren/producenten.
Problemer med at finde DR1, DR2 og TV2?
Kan du ikke se de 'gamle' kanaler fra DR og TV2? Hvis du har fulgt ovenstående vejledning og du stadig ikke kan finde kanalerne, kan det skyldes at du har et filter eller en forstærker sat på din antenne. Det kan blokere for det nye tv-signal. Det kan også skyldes en software-fejl på dit tv eller boks.
Hvis du ikke selv kan løse problemet, skal du kontakte en antennemontør.
Problemer med at finde de nye DR-kanaler?
Kan du ikke se de nye DR Ramasjang, DR K, DR HD og DR Update? Det kan skyldes, at du har en MPEG2 modtager - og ikke en MPEG4 modtager. Netop disse fire kanaler kræver MPEG4 standarden.
Det er ikke altid lige nemt at se, om en digital modtagerboks eller tv har MPEG2 eller MPEG4 standard. En tommelfinger regel er, at digitale modtagerbokse og tv (fladskærme), der er købt før december 2008, er i MPEG2-standard.
Skal tv-kanalerne ligge i en bestemt rækkefølge?
Måske ligger kanalerne ikke længere, hvor de plejer, når du bruger fjernbetjeningen. De har byttet plads.
Du skal have fat i brugsanvisningen, hvis du gerne vil have kanalerne tilbage på deres sædvanlige plads.
Find det afsnit, der beskriver, hvordan du opretter en favoritliste. Her kan du selv bestemme rækkefølgen af tv-kanalerne.
/Favoritliste (2).gif)