Digital kampagne fokuserer på de informationssvage
Pressemeddelelse fra Sekretariatet for det Nye Tv-signal 1. september 2009.
Tirsdag den 1. september 2009 starter tredje fase af den offentlige oplysningskampagne om overgangen til digitalt tv i Danmark. Denne dag er der samtidig to måneder til, at alle, der modtager deres tv-signal via antenne, skal være klar til at modtage det nye, digitale tv-signal. Ellers får de ”sort skærm.”
Den næste fase af kampagnen har et kraftigt fokus på de mest informationssvage grupper, sådan som det også blev stillet som et krav fra Folketinget*, da man bevilgede pengene til Danmarkshistoriens største offentlige informationsindsats.
De informationssvage er kendetegnet ved at være ældre, have små indtægter og ved at de ikke køber aviser. Kampagnen informerer derfor især gennem medier, som man modtager gratis, fx de lokale ugeaviser og gratis magasiner. Der vil også være hængeskilte i busser og adresseløse forsendelser. - Men den allervigtigste indsats over for de ældre informationssvage borgere er den indsats, som de mange frivillige besøgsvenner i ÆldreSagen og Dansk Røde Kors udfører i et samarbejde med os, siger sekretariatschef Henrik Vejlgaard, Sekretariatet for Det Nye TV-signal.
Kampagnens anden store målgruppe i den tredje kampagne er de husholdninger, hvor man endnu ikke er blevet afklaret om man er berørt eller ej. – Vores undersøgelser viser, at det især drejer sig om enlige kvinder i alle aldre. Denne målgruppe når vi gennem vores tv-spot og gennem annoncer i ugeblade og magasiner, siger Henrik Vejlgaard.
Yderligere oplysninger:
Sekretariatschef Henrik Vejlgaard, Sekretariatet for Det Nye TV-signal, tlf. 33422111 eller mobil 25572111, e-mail henrik@detnyetv-signal.dk
*Aktstykke af 2. oktober 2007 (Kulturministeriet/Mediesekretariatet) vedr. det analoge stop